Hvornår må man så sige noget?

En morgen i toget kom en far ind med sin lille pige på 4-5 år. Pigen var meget opmærksom på, om det var en stillezone, for så vidste hun godt, at man ikke måtte snakke. Far sagde, at selvom det ikke var en stillezone, så var det morgen og derfor måtte der gerne være lidt stille i toget.
Pigen forsøgte flere gange at sige noget til sin far, som tyssede på hende. Hun forsøgte meget bravt at sige, at det jo ikke var en stillezone. Men der var ikke noget at gøre.
Det skal lige siges, at jeg hører til de mennesker, der selv synes det er virkelig irriterende, at børn eller andre støjer og taler meget højt om morgenen, når jeg sidder i toget og gerne vil småslumre, men hun talte bare helt almindeligt.
Det fik mig sådan til at tænke på, hvordan mange opdrager deres børn. De må ikke sige noget, når de voksne taler – og nu må de så heller ikke sige noget, når ingen andre taler! Hvornår gør man så sin stemme gældende?
Dette lille scenarie fulgte mig det meste af dagen i mine tanker og lige med et gik det op for mig, at sådan er jeg også opdraget – uden stemme.
Erkendelsen ramte mig som en mindre mavepuster og følgeerkendelsen gjorde mig faktisk temmelig ked af det. Jeg har som barn aldrig følt mig hørt. Fordi jeg ikke kunne få taletid mellem at “de voksne talte og ingen talte”, har jeg bare stoppet min stemme ned med mad og sukker.
Pludselig forstår jeg, hvordan det kan være, at jeg har haft massiv modstand på at være synlig, og dermed gøre min stemme gældende.
Opskriften er som altid: Selvkærlighed og mere selvkærlighed.
Pas på dig.
Kærligst Izabela