Fare well, my Queen …

Indimellem opdager jeg, at jeg brokker mig lige i overkanten – over folk i trafikken – medpassagerer i toget – mine kollegaer – og …. Sådan var min weekend i sidste uge. Min erfaring er, at så er der noget galt – noget jeg ikke vil se og tage ansvar for.

Jeg udfordrede mig selv til i hvert fald resten af sidste ugen bare at sige “pyt” i stedet for at brokke mig og så se, hvad der dukkede op. 

Det viste sig ret hurtigt, at det, der er på spil, er, at der er en del af mig, der er ved at forlade mig – klar til at tage afsted og gøre nytte et andet sted. Det er en del af mig, som har været en rigtig god veninde i mange år.

De seneste par år har jeg dog takket nej mere og mere, når hun har “budt op til dans” og nu er jeg ved at være klar til at slippe hende helt.

Hun sidder ved siden af mig på sin kuffert og bare venter på, at jeg stempler hendes afrejsepapirer – giver slip på hende – så hun kan komme afsted.

Ved at “pytte” i stedet for at brokke, skabte jeg muligheden for, at hun kunne få mig i tale og fortælle mig, at hun ikke skal være her mere. Hun har været en værdifuld støtte gennem meget i mit liv. Jeg ved, hun skal afsted og jeg føler dybt vemod – nu skal jeg klare mig uden hende.

Når jeg slipper hende, gør jeg plads til noget andet, som endnu er ukendt. Det har gjort mig bange og utryg og derfor valgte jeg ubevidst at gemme mig bag brok.

Nu er jeg klar – jeg tager en dyb vejrtrækning, takker, stempler og slipper – fare well, my dear Friend, my Queen ….. my Drama Queen.

Love, Izabela