Elskede mormor – jeg savner dig.

Mine morforældre har efter min opfattelse altid har accepteret mig præcis som jeg er. Der har helt sikkert været ting omkring mig, som de ikke forstod eller ikke kunne lide, men de har aldrig forsøgt at lave om på mig.

Mormor døde som den sidste af alle mine bedsteforældre den 24. december 2003 i en alder af 90 år. Morfar døde et år forinden og i det år mormor var alene, nåede hende og jeg ind til hinanden på en ny måde.

Jeg vidste godt, at mormor var religiøs, men at hun også var pivspirituel kom bag på mig.

Mormor spurgte mig til råds om åndelige emner. Jeg oplevede, at hun stolede på mig. Hun delte med mig, hvad der skulle ske her, når døden havde hentet hende og hun delte med mig, at hun var sikker på, at hendes far og mor ventede på hende “på den anden side”. Hun var ikke bange for at dø og hun glædede sig til at genforenes med sine forældre.

Jeg oplevede os som to på alle måder ligeværdige sjæle. Det var meget smukt og jeg er så taknemmelig for den tid sammen med “Momse”.

Da mormor døde var det som om, at jeg helt ubevidst følte mig nødsaget til at kræve min plads i verden på en mere fysisk måde. Selvom jeg siden min skilsmisse i 2000 havde haft lidt med vægten både op og ned, gav jeg nu op og tillod mig at forsvinde i overspisning af sukker og mad.

Stille og roligt med få og små pauser voksede jeg i løbet af nogle år, indtil min “overfrakke af fedt” havde en tykkelse, som jeg ubevidst følte svarede til det, jeg måtte fylde.

Denne erkendelse kom til mig for under en uge siden. Min mormor må have elsket mig så utrolig højt for at kunne se det lys i mig, som hun gjorde. Det lys, som jeg nu ved er der og som glæder mig til rigtigt at se.

Efter at have implementere mere selvkærlighed i min hverdag har jeg gradvist mere og mere accepteret den jeg er og kan langsomt slippe min overfrakke.

Elskede mormor – jeg savner dig så meget. Min taknemmelighed og kærlighed strømmer i din retning – hvor du end er.

Pas på dig.
Kærligst Izabela