Anstrengte relationer og dulmeri hænger sammen.

 

…. og hvad skal det så sige ???

Jeg vil bruge den forestående jul som eksempel.

Især i julen er der mange mennesker, der føler sig forpligtede over for deres relationer. Vi er opdraget til, at julen er en familiebegivenhed med alle mulige traditioner, og mange får faktisk lidt dårlig samvittighed over det, hvis de ikke rigtigt gider det de plejer. Og på grund af den dårlige samvittighed, så gør de alligevel bare, som de tror det forventes af dem.

Det er så ofte, når vi føler os lidt fastlåste, at vi kan begynde at dulme – det kender jeg i hvert fald fra mig selv. Det her med følelsen af afmagt over for en massiv modstand på at skulle være sammen ’fordi vi bør’.

Hvis vi føler, vi ikke har nogen reelle valgmuligheder, men enten bare må bide tænderne sammen eller helt droppe samværet, så er det også der, hvor vi tyer til for meget alkohol og for meget mad og for meget sukker for at dulme vores følelser.

Bevares, de fleste vil jo nok sige, at det jo bare hører hyggeligt julesamvær til, men rigtig mange mennesker dulmer, fordi de har det rigtig dårligt inden i. Ingen af os har brug for ALT det alkohol og ALT det mad og ALT det sukker, som jo på den lange bane er dårligt for vores helbred.

Prøv at tænke på, hvor ofte du har overspist og overdrukket i julen og bare føler dig helt oppustet og sløv i flere dage efter?

Det er så heller ikke det fedeste at vise vores børn, at fordi vi føler os pressede over at skulle være sammen med vores forældre, så er vi nødt til at dulme vores følelser.

Det med at dulme handler jo selvfølgelig ikke kun om julen, men ligeså meget om resten af året. Mit anstrengende forhold til mine forældre har med garanti været en medvirkende årsag til, at jeg har haft en mangeårig periode med overspisning af mad og sukker med overvægt til følge og også i perioder har røget rigtig mange cigaretter og drukket for meget alkohol, fordi jeg har haft det svært og ikke syntes jeg vidste, hvordan jeg skulle takle mine følelser.

Jeg siger ikke, at det er mine forældres skyld – jeg tager selv det fulde ansvar for mine handlinger – men jeg er 100% overbevist om, at når vi ikke lever det liv, vi drømmer om, så er vi simpelthen nødt til at dulme vores følelse af sorg over, at vi ikke tager os selv alvorligt.

Jeg er virkelig taknemmelig for at have sluttet fred inden i med relationen til mine forældre – for mig har det betydet stor personlig frihed og meget mere energi.

Kærligst
Izabela