Ikke kategoriseret

Kan Ritter Sport være kærlighed?

Den spirituelle lov om pendulering siger, at der er lige store/små udsving til begge sider.

Når vi taler om følelser, så er der altså et vist udsving til den tungere side og et tilsvarende udsving til lettere side.

Jeg har som barn lært, at kun moderate udsving er tilladt. Det vil så sige, at hvis der er udsving til et moderat 12-tal på den ene side, så er det det samme til den anden side. Og hvis vi nu ved, at et pendul kan svinge helt op til 180 på samme side, ja, så er 12 ikke ret meget.

Når jeg har mødt vrede eller kedafdet-hed og udsvinget har været til mere end 12, har jeg følt mig forkert og skamfuld – og pakket følelserne ned i min krop.

Når jeg har mødt glæde eller kærlighed og udsvinget har været til mere end 12, har jeg følt mig forkert og skamfuld – og pakket følelserne ned i min krop.

Efter at have arbejdet virkelig meget med, at “gennemsnitsudsvinget” gerne må snige sig op i nærheden af 100 er barnet i mig er kommet langt mere til orde. Nu føler jeg mig ikke længere forkert og skamfuld over at falde i svime over et lille egern, der krydser min vej, når jeg går tur – eller at skraldgrine nærmest hysterisk sammen med en tre-årig, der har set noget sjovt – eller meget markant at vise min vrede, fordi min grænse bliver overskredet.

Nogengange svinger pendulet med en sådan kraft, at det når langt op over 100 og så kan det faktisk blive lidt utrygt for mig.

Jeg husker lige nu en dag for snart 22 år siden, da mine børn kom til verden – al den kærlighed jeg følte for disse to små væsener og al den angst, jeg følte for, om jeg nu kunne passe ordentligt på dem, gav udsving helt op til 180.

Måske er det derfor vi græder af både glæde og angst – fordi udsvingene er så voldsomme, at vi ikke helt forstår det vi mærker?

Når jeg i dag bliver utryg, fordi pendulet slår ud til mere end jeg synes jeg indtil nu har lært at håndtere, så skal jeg lige have en pause og være ekstra kærlig og tålmodig over for mig selv. Det er ikke lige den dag, jeg tager mig af at være noget for andre eller gør rent eller render i byen. Ofte lægger jeg mig i sofaen i joggingtøj, under et tæppe og ser en god serie i tv – og spiser en plade Ritter Sport eller to.

Men er det nu også hensigtsmæssigt, at en tidligere trøste- og overspiser bare ser tv og spiser chokolade.

Måske ikke.

Men hvor trøste- og overspisning ofte er en automatisk og ubevidst handling, er det en helt bevidst beslutning fra min side at krybe i hi med fjernbetjening og chokolade. Jeg nyder det, og når chokoladen er spist, har jeg ikke brug for mere.

Måske ikke så hensigtsmæssigt – men kærlighed, det er det.

Pas på dig.
Kærligst Izabela

Hvornår må man så sige noget?

En morgen i toget kom en far ind med sin lille pige på 4-5 år. Pigen var meget opmærksom på, om det var en stillezone, for så vidste hun godt, at man ikke måtte snakke. Far sagde, at selvom det ikke var en stillezone, så var det morgen og derfor måtte der gerne være lidt stille i toget.
Pigen forsøgte flere gange at sige noget til sin far, som tyssede på hende. Hun forsøgte meget bravt at sige, at det jo ikke var en stillezone. Men der var ikke noget at gøre.
Det skal lige siges, at jeg hører til de mennesker, der selv synes det er virkelig irriterende, at børn eller andre støjer og taler meget højt om morgenen, når jeg sidder i toget og gerne vil småslumre, men hun talte bare helt almindeligt.
Det fik mig sådan til at tænke på, hvordan mange opdrager deres børn. De må ikke sige noget, når de voksne taler – og nu må de så heller ikke sige noget, når ingen andre taler! Hvornår gør man så sin stemme gældende?
Dette lille scenarie fulgte mig det meste af dagen i mine tanker og lige med et gik det op for mig, at sådan er jeg også opdraget – uden stemme.
Erkendelsen ramte mig som en mindre mavepuster og følgeerkendelsen gjorde mig faktisk temmelig ked af det. Jeg har som barn aldrig følt mig hørt. Fordi jeg ikke kunne få taletid mellem at “de voksne talte og ingen talte”, har jeg bare stoppet min stemme ned med mad og sukker.
Pludselig forstår jeg, hvordan det kan være, at jeg har haft massiv modstand på at være synlig, og dermed gøre min stemme gældende.
Opskriften er som altid: Selvkærlighed og mere selvkærlighed.
Pas på dig.
Kærligst Izabela

Fare well, my Queen …

Indimellem opdager jeg, at jeg brokker mig lige i overkanten – over folk i trafikken – medpassagerer i toget – mine kollegaer – og …. Sådan var min weekend i sidste uge. Min erfaring er, at så er der noget galt – noget jeg ikke vil se og tage ansvar for.

Jeg udfordrede mig selv til i hvert fald resten af sidste ugen bare at sige “pyt” i stedet for at brokke mig og så se, hvad der dukkede op. 

Det viste sig ret hurtigt, at det, der er på spil, er, at der er en del af mig, der er ved at forlade mig – klar til at tage afsted og gøre nytte et andet sted. Det er en del af mig, som har været en rigtig god veninde i mange år.

De seneste par år har jeg dog takket nej mere og mere, når hun har “budt op til dans” og nu er jeg ved at være klar til at slippe hende helt.

Hun sidder ved siden af mig på sin kuffert og bare venter på, at jeg stempler hendes afrejsepapirer – giver slip på hende – så hun kan komme afsted.

Ved at “pytte” i stedet for at brokke, skabte jeg muligheden for, at hun kunne få mig i tale og fortælle mig, at hun ikke skal være her mere. Hun har været en værdifuld støtte gennem meget i mit liv. Jeg ved, hun skal afsted og jeg føler dybt vemod – nu skal jeg klare mig uden hende.

Når jeg slipper hende, gør jeg plads til noget andet, som endnu er ukendt. Det har gjort mig bange og utryg og derfor valgte jeg ubevidst at gemme mig bag brok.

Nu er jeg klar – jeg tager en dyb vejrtrækning, takker, stempler og slipper – fare well, my dear Friend, my Queen ….. my Drama Queen.

Love, Izabela

 

Tak …

Til alle jer, der ved at være eller have været en del af mit liv har givet mig mulighed for at spejle mig i jer og lige så stille blive mere og mere klar over, hvem jeg selv er og hvad jeg indeholder – TAK.

Tak til jer, der tumler med “A lesson is repeated until learned” – I viser mig, hvor jeg er i min egen læring.
Tak til jer, der har været tunge ting igennem og viser jeres styrke – I giver mig modet til at stå ved min egen styrke.
Tak til jer, der lever livet i glæde og kærlighed – I viser mig, at det er en mulighed.
Tak til jer, der viser jeres sårbarhed – I giver mig modet til at stå ved min egen sårbarhed.
Tak til jer, der viser mig kærlighed – I giver mig modet til at elske mig selv.
Tak til jer, der tør være jer selv – I giver mig modet til at stå ved den jeg er.
Tak til jer, der viser mig tillid – I giver mig mulighed for selv at have tillid, både til jer og til mig selv.

En særlig tak til min skønne datter og min dejlige søn – I udfordrer mig ved at spejle alle aspekter af mig selv. Tak fordi I giver mig lov til at elske jer præcis som I er – I viser mig, at ubetinget kærlighed er mulig.

Også en særlig tak til en lille pige, som jeg mødte i den skønneste drøm midt i september for  nu snart et år siden.

Hun var ca 1 år gammel, helt lyshåret, fine tænder og fin hud og udstrålede lys, kærlighed og livsglæde. Jeg præsenterede hende stolt for alle vi mødte og alle synes hun var vidunderlig og anerkendte og elskede hende.

Dagen efter drømmen stod jeg i lufthavnen og skulle hente min datter – der var små lyshårede piger overalt, som bare insisterede på at forbinde sig med mit hjerte. Jeg har aldrig set så mange små yndige piger samlet på et sted før.

Pludselig gik det op for mig, at det var min egen lille indre Izabela, jeg drømte om natten før. Tårene begyndte ligeså stille at trille – der midt i lufthavnen mærkede jeg kærligheden til mig selv med en styrke, som ikke lod sig ignorere.

Da først jeg havde fået indsigten, var lufthavnen som støvsuget for små lyshårede piger. Tænker, at Universet har sendt mig et pænt antal hjælpere for at forstå. TAK.

Selvom oplevelsen nu er næsten et år gammel, tror jeg ikke, at jeg endnu har forstået erkendelsen helt ind i mine celler – alligevel er jeg så taknemmelig.

Pas på dig.
Kærligst Izabela