Erkendelser

Stå ved din egen historie.

 

Vi har alle sammen vores egen historie.

Jeg er vokset op i en såkaldt kernefamilie. Jeg opfatter mine forældre som meget lidt rummelige mennesker og som barn fik jeg ofte en røvfuld eller en lussing – eller blev taget hårdt i overarmen eller nevet i låret – eller råbt af eller talt ned til. Truslen om: ’Bare vent til far kommer hjem’ har jeg hørt ca en milliard gange.

Jeg ser tilbage på min barndom som en periode præget af frygten for at gøre noget forkert, og jeg har en oplevelse af, at jeg har gjort rigtig meget for at lære at være den datter, som jeg troede mine forældre gerne ville have jeg skulle være.

Desværre har jeg også gjort rigtig mange dumme ting for at få opmærksomhed og i det mindste blive set.

Det er vigtigt for mig at sige, at min historie er min historie og ikke nødvendigvis matcher andres opfattelse af tingene, herunder mine forældres opfattelse. Min historie er set gennem mit filter og jeg fortæller den her med udgangspunkt i mine følelser.

Jeg har i mange år ikke turdet stå ved min historie, fordi jeg følte, at mine forældre ved bedre. De oplevelser, der fylder meget i mine tanker og følelser, fylder sandsynligvis anderledes i deres. Jeg vælger dog at stå ved mine egne oplevelser og det er også det eneste jeg har at handle på for at slutte ordentligt fred i relationen.

I al den tid, jeg ikke har turdet stå ved min egen historie og ikke har gjort noget for at slutte fred inden i, har jeg brugt som forklaring eller undskyldning, at der jo er mange andre, der har haft det meget værre end mig. Jeg har dog hverken fået bank dagligt med et baseball-bat eller været udsat for seksuelle overgreb eller andet meget voldsomt.

Hvis du sidder med de samme tanker – altså, at der er da andre, der har haft det meget værre end dig, og at din historie ikke rigtigt er noget at diske op med, så kan jeg kun opfordre dig til at mærke efter, hvordan DU har det og så handle på DET. Altså, hvis DU har et anstrengt forhold til dine forældre – lige meget af hvilken årsag – og det fylder meget hos dig, så stå ved DIN historie, så du kan komme i gang med at få sluttet fred inden i.

Jeg husker i hvert fald selv i mange år at have forklejnet mine følelser og min historie og derfor gik jeg rundt med overbevisningen om, at ’sådan var det nok bare og jeg skulle være glad for, at det ikke var værre’. Det var faktisk først, da jeg anerkendte mine egne følelser og min version af familiens historie, at jeg kunne komme i gang med at skabe det liv, jeg ønskede at leve.

Pas på dig.

Kærligst
Izabela

 

Anstrengte relationer og dulmeri hænger sammen.

 

…. og hvad skal det så sige ???

Jeg vil bruge den forestående jul som eksempel.

Især i julen er der mange mennesker, der føler sig forpligtede over for deres relationer. Vi er opdraget til, at julen er en familiebegivenhed med alle mulige traditioner, og mange får faktisk lidt dårlig samvittighed over det, hvis de ikke rigtigt gider det de plejer. Og på grund af den dårlige samvittighed, så gør de alligevel bare, som de tror det forventes af dem.

Det er så ofte, når vi føler os lidt fastlåste, at vi kan begynde at dulme – det kender jeg i hvert fald fra mig selv. Det her med følelsen af afmagt over for en massiv modstand på at skulle være sammen ’fordi vi bør’.

Hvis vi føler, vi ikke har nogen reelle valgmuligheder, men enten bare må bide tænderne sammen eller helt droppe samværet, så er det også der, hvor vi tyer til for meget alkohol og for meget mad og for meget sukker for at dulme vores følelser.

Bevares, de fleste vil jo nok sige, at det jo bare hører hyggeligt julesamvær til, men rigtig mange mennesker dulmer, fordi de har det rigtig dårligt inden i. Ingen af os har brug for ALT det alkohol og ALT det mad og ALT det sukker, som jo på den lange bane er dårligt for vores helbred.

Prøv at tænke på, hvor ofte du har overspist og overdrukket i julen og bare føler dig helt oppustet og sløv i flere dage efter?

Det er så heller ikke det fedeste at vise vores børn, at fordi vi føler os pressede over at skulle være sammen med vores forældre, så er vi nødt til at dulme vores følelser.

Det med at dulme handler jo selvfølgelig ikke kun om julen, men ligeså meget om resten af året. Mit anstrengende forhold til mine forældre har med garanti været en medvirkende årsag til, at jeg har haft en mangeårig periode med overspisning af mad og sukker med overvægt til følge og også i perioder har røget rigtig mange cigaretter og drukket for meget alkohol, fordi jeg har haft det svært og ikke syntes jeg vidste, hvordan jeg skulle takle mine følelser.

Jeg siger ikke, at det er mine forældres skyld – jeg tager selv det fulde ansvar for mine handlinger – men jeg er 100% overbevist om, at når vi ikke lever det liv, vi drømmer om, så er vi simpelthen nødt til at dulme vores følelse af sorg over, at vi ikke tager os selv alvorligt.

Jeg er virkelig taknemmelig for at have sluttet fred inden i med relationen til mine forældre – for mig har det betydet stor personlig frihed og meget mere energi.

Kærligst
Izabela

 

Elskede mormor – jeg savner dig.

Mine morforældre har efter min opfattelse altid har accepteret mig præcis som jeg er. Der har helt sikkert været ting omkring mig, som de ikke forstod eller ikke kunne lide, men de har aldrig forsøgt at lave om på mig.

Mormor døde som den sidste af alle mine bedsteforældre den 24. december 2003 i en alder af 90 år. Morfar døde et år forinden og i det år mormor var alene, nåede hende og jeg ind til hinanden på en ny måde.

Jeg vidste godt, at mormor var religiøs, men at hun også var pivspirituel kom bag på mig.

Mormor spurgte mig til råds om åndelige emner. Jeg oplevede, at hun stolede på mig. Hun delte med mig, hvad der skulle ske her, når døden havde hentet hende og hun delte med mig, at hun var sikker på, at hendes far og mor ventede på hende “på den anden side”. Hun var ikke bange for at dø og hun glædede sig til at genforenes med sine forældre.

Jeg oplevede os som to på alle måder ligeværdige sjæle. Det var meget smukt og jeg er så taknemmelig for den tid sammen med “Momse”.

Da mormor døde var det som om, at jeg helt ubevidst følte mig nødsaget til at kræve min plads i verden på en mere fysisk måde. Selvom jeg siden min skilsmisse i 2000 havde haft lidt med vægten både op og ned, gav jeg nu op og tillod mig at forsvinde i overspisning af sukker og mad.

Stille og roligt med få og små pauser voksede jeg i løbet af nogle år, indtil min “overfrakke af fedt” havde en tykkelse, som jeg ubevidst følte svarede til det, jeg måtte fylde.

Denne erkendelse kom til mig for under en uge siden. Min mormor må have elsket mig så utrolig højt for at kunne se det lys i mig, som hun gjorde. Det lys, som jeg nu ved er der og som glæder mig til rigtigt at se.

Efter at have implementere mere selvkærlighed i min hverdag har jeg gradvist mere og mere accepteret den jeg er og kan langsomt slippe min overfrakke.

Elskede mormor – jeg savner dig så meget. Min taknemmelighed og kærlighed strømmer i din retning – hvor du end er.

Pas på dig.
Kærligst Izabela