Izabela Frost

Stå ved din egen historie.

 

Vi har alle sammen vores egen historie.

Jeg er vokset op i en såkaldt kernefamilie. Jeg opfatter mine forældre som meget lidt rummelige mennesker og som barn fik jeg ofte en røvfuld eller en lussing – eller blev taget hårdt i overarmen eller nevet i låret – eller råbt af eller talt ned til. Truslen om: ’Bare vent til far kommer hjem’ har jeg hørt ca en milliard gange.

Jeg ser tilbage på min barndom som en periode præget af frygten for at gøre noget forkert, og jeg har en oplevelse af, at jeg har gjort rigtig meget for at lære at være den datter, som jeg troede mine forældre gerne ville have jeg skulle være.

Desværre har jeg også gjort rigtig mange dumme ting for at få opmærksomhed og i det mindste blive set.

Det er vigtigt for mig at sige, at min historie er min historie og ikke nødvendigvis matcher andres opfattelse af tingene, herunder mine forældres opfattelse. Min historie er set gennem mit filter og jeg fortæller den her med udgangspunkt i mine følelser.

Jeg har i mange år ikke turdet stå ved min historie, fordi jeg følte, at mine forældre ved bedre. De oplevelser, der fylder meget i mine tanker og følelser, fylder sandsynligvis anderledes i deres. Jeg vælger dog at stå ved mine egne oplevelser og det er også det eneste jeg har at handle på for at slutte ordentligt fred i relationen.

I al den tid, jeg ikke har turdet stå ved min egen historie og ikke har gjort noget for at slutte fred inden i, har jeg brugt som forklaring eller undskyldning, at der jo er mange andre, der har haft det meget værre end mig. Jeg har dog hverken fået bank dagligt med et baseball-bat eller været udsat for seksuelle overgreb eller andet meget voldsomt.

Hvis du sidder med de samme tanker – altså, at der er da andre, der har haft det meget værre end dig, og at din historie ikke rigtigt er noget at diske op med, så kan jeg kun opfordre dig til at mærke efter, hvordan DU har det og så handle på DET. Altså, hvis DU har et anstrengt forhold til dine forældre – lige meget af hvilken årsag – og det fylder meget hos dig, så stå ved DIN historie, så du kan komme i gang med at få sluttet fred inden i.

Jeg husker i hvert fald selv i mange år at have forklejnet mine følelser og min historie og derfor gik jeg rundt med overbevisningen om, at ’sådan var det nok bare og jeg skulle være glad for, at det ikke var værre’. Det var faktisk først, da jeg anerkendte mine egne følelser og min version af familiens historie, at jeg kunne komme i gang med at skabe det liv, jeg ønskede at leve.

Pas på dig.

Kærligst
Izabela

 

Anstrengte relationer og dulmeri hænger sammen.

 

…. og hvad skal det så sige ???

Jeg vil bruge den forestående jul som eksempel.

Især i julen er der mange mennesker, der føler sig forpligtede over for deres relationer. Vi er opdraget til, at julen er en familiebegivenhed med alle mulige traditioner, og mange får faktisk lidt dårlig samvittighed over det, hvis de ikke rigtigt gider det de plejer. Og på grund af den dårlige samvittighed, så gør de alligevel bare, som de tror det forventes af dem.

Det er så ofte, når vi føler os lidt fastlåste, at vi kan begynde at dulme – det kender jeg i hvert fald fra mig selv. Det her med følelsen af afmagt over for en massiv modstand på at skulle være sammen ’fordi vi bør’.

Hvis vi føler, vi ikke har nogen reelle valgmuligheder, men enten bare må bide tænderne sammen eller helt droppe samværet, så er det også der, hvor vi tyer til for meget alkohol og for meget mad og for meget sukker for at dulme vores følelser.

Bevares, de fleste vil jo nok sige, at det jo bare hører hyggeligt julesamvær til, men rigtig mange mennesker dulmer, fordi de har det rigtig dårligt inden i. Ingen af os har brug for ALT det alkohol og ALT det mad og ALT det sukker, som jo på den lange bane er dårligt for vores helbred.

Prøv at tænke på, hvor ofte du har overspist og overdrukket i julen og bare føler dig helt oppustet og sløv i flere dage efter?

Det er så heller ikke det fedeste at vise vores børn, at fordi vi føler os pressede over at skulle være sammen med vores forældre, så er vi nødt til at dulme vores følelser.

Det med at dulme handler jo selvfølgelig ikke kun om julen, men ligeså meget om resten af året. Mit anstrengende forhold til mine forældre har med garanti været en medvirkende årsag til, at jeg har haft en mangeårig periode med overspisning af mad og sukker med overvægt til følge og også i perioder har røget rigtig mange cigaretter og drukket for meget alkohol, fordi jeg har haft det svært og ikke syntes jeg vidste, hvordan jeg skulle takle mine følelser.

Jeg siger ikke, at det er mine forældres skyld – jeg tager selv det fulde ansvar for mine handlinger – men jeg er 100% overbevist om, at når vi ikke lever det liv, vi drømmer om, så er vi simpelthen nødt til at dulme vores følelse af sorg over, at vi ikke tager os selv alvorligt.

Jeg er virkelig taknemmelig for at have sluttet fred inden i med relationen til mine forældre – for mig har det betydet stor personlig frihed og meget mere energi.

Kærligst
Izabela

 

Kan Ritter Sport være kærlighed?

Den spirituelle lov om pendulering siger, at der er lige store/små udsving til begge sider.

Når vi taler om følelser, så er der altså et vist udsving til den tungere side og et tilsvarende udsving til lettere side.

Jeg har som barn lært, at kun moderate udsving er tilladt. Det vil så sige, at hvis der er udsving til et moderat 12-tal på den ene side, så er det det samme til den anden side. Og hvis vi nu ved, at et pendul kan svinge helt op til 180 på samme side, ja, så er 12 ikke ret meget.

Når jeg har mødt vrede eller kedafdet-hed og udsvinget har været til mere end 12, har jeg følt mig forkert og skamfuld – og pakket følelserne ned i min krop.

Når jeg har mødt glæde eller kærlighed og udsvinget har været til mere end 12, har jeg følt mig forkert og skamfuld – og pakket følelserne ned i min krop.

Efter at have arbejdet virkelig meget med, at “gennemsnitsudsvinget” gerne må snige sig op i nærheden af 100 er barnet i mig er kommet langt mere til orde. Nu føler jeg mig ikke længere forkert og skamfuld over at falde i svime over et lille egern, der krydser min vej, når jeg går tur – eller at skraldgrine nærmest hysterisk sammen med en tre-årig, der har set noget sjovt – eller meget markant at vise min vrede, fordi min grænse bliver overskredet.

Nogengange svinger pendulet med en sådan kraft, at det når langt op over 100 og så kan det faktisk blive lidt utrygt for mig.

Jeg husker lige nu en dag for snart 22 år siden, da mine børn kom til verden – al den kærlighed jeg følte for disse to små væsener og al den angst, jeg følte for, om jeg nu kunne passe ordentligt på dem, gav udsving helt op til 180.

Måske er det derfor vi græder af både glæde og angst – fordi udsvingene er så voldsomme, at vi ikke helt forstår det vi mærker?

Når jeg i dag bliver utryg, fordi pendulet slår ud til mere end jeg synes jeg indtil nu har lært at håndtere, så skal jeg lige have en pause og være ekstra kærlig og tålmodig over for mig selv. Det er ikke lige den dag, jeg tager mig af at være noget for andre eller gør rent eller render i byen. Ofte lægger jeg mig i sofaen i joggingtøj, under et tæppe og ser en god serie i tv – og spiser en plade Ritter Sport eller to.

Men er det nu også hensigtsmæssigt, at en tidligere trøste- og overspiser bare ser tv og spiser chokolade.

Måske ikke.

Men hvor trøste- og overspisning ofte er en automatisk og ubevidst handling, er det en helt bevidst beslutning fra min side at krybe i hi med fjernbetjening og chokolade. Jeg nyder det, og når chokoladen er spist, har jeg ikke brug for mere.

Måske ikke så hensigtsmæssigt – men kærlighed, det er det.

Pas på dig.
Kærligst Izabela

Hvornår må man så sige noget?

En morgen i toget kom en far ind med sin lille pige på 4-5 år. Pigen var meget opmærksom på, om det var en stillezone, for så vidste hun godt, at man ikke måtte snakke. Far sagde, at selvom det ikke var en stillezone, så var det morgen og derfor måtte der gerne være lidt stille i toget.
Pigen forsøgte flere gange at sige noget til sin far, som tyssede på hende. Hun forsøgte meget bravt at sige, at det jo ikke var en stillezone. Men der var ikke noget at gøre.
Det skal lige siges, at jeg hører til de mennesker, der selv synes det er virkelig irriterende, at børn eller andre støjer og taler meget højt om morgenen, når jeg sidder i toget og gerne vil småslumre, men hun talte bare helt almindeligt.
Det fik mig sådan til at tænke på, hvordan mange opdrager deres børn. De må ikke sige noget, når de voksne taler – og nu må de så heller ikke sige noget, når ingen andre taler! Hvornår gør man så sin stemme gældende?
Dette lille scenarie fulgte mig det meste af dagen i mine tanker og lige med et gik det op for mig, at sådan er jeg også opdraget – uden stemme.
Erkendelsen ramte mig som en mindre mavepuster og følgeerkendelsen gjorde mig faktisk temmelig ked af det. Jeg har som barn aldrig følt mig hørt. Fordi jeg ikke kunne få taletid mellem at “de voksne talte og ingen talte”, har jeg bare stoppet min stemme ned med mad og sukker.
Pludselig forstår jeg, hvordan det kan være, at jeg har haft massiv modstand på at være synlig, og dermed gøre min stemme gældende.
Opskriften er som altid: Selvkærlighed og mere selvkærlighed.
Pas på dig.
Kærligst Izabela

Elskede mormor – jeg savner dig.

Mine morforældre har efter min opfattelse altid har accepteret mig præcis som jeg er. Der har helt sikkert været ting omkring mig, som de ikke forstod eller ikke kunne lide, men de har aldrig forsøgt at lave om på mig.

Mormor døde som den sidste af alle mine bedsteforældre den 24. december 2003 i en alder af 90 år. Morfar døde et år forinden og i det år mormor var alene, nåede hende og jeg ind til hinanden på en ny måde.

Jeg vidste godt, at mormor var religiøs, men at hun også var pivspirituel kom bag på mig.

Mormor spurgte mig til råds om åndelige emner. Jeg oplevede, at hun stolede på mig. Hun delte med mig, hvad der skulle ske her, når døden havde hentet hende og hun delte med mig, at hun var sikker på, at hendes far og mor ventede på hende “på den anden side”. Hun var ikke bange for at dø og hun glædede sig til at genforenes med sine forældre.

Jeg oplevede os som to på alle måder ligeværdige sjæle. Det var meget smukt og jeg er så taknemmelig for den tid sammen med “Momse”.

Da mormor døde var det som om, at jeg helt ubevidst følte mig nødsaget til at kræve min plads i verden på en mere fysisk måde. Selvom jeg siden min skilsmisse i 2000 havde haft lidt med vægten både op og ned, gav jeg nu op og tillod mig at forsvinde i overspisning af sukker og mad.

Stille og roligt med få og små pauser voksede jeg i løbet af nogle år, indtil min “overfrakke af fedt” havde en tykkelse, som jeg ubevidst følte svarede til det, jeg måtte fylde.

Denne erkendelse kom til mig for under en uge siden. Min mormor må have elsket mig så utrolig højt for at kunne se det lys i mig, som hun gjorde. Det lys, som jeg nu ved er der og som glæder mig til rigtigt at se.

Efter at have implementere mere selvkærlighed i min hverdag har jeg gradvist mere og mere accepteret den jeg er og kan langsomt slippe min overfrakke.

Elskede mormor – jeg savner dig så meget. Min taknemmelighed og kærlighed strømmer i din retning – hvor du end er.

Pas på dig.
Kærligst Izabela

 

Fare well, my Queen …

Indimellem opdager jeg, at jeg brokker mig lige i overkanten – over folk i trafikken – medpassagerer i toget – mine kollegaer – og …. Sådan var min weekend i sidste uge. Min erfaring er, at så er der noget galt – noget jeg ikke vil se og tage ansvar for.

Jeg udfordrede mig selv til i hvert fald resten af sidste ugen bare at sige “pyt” i stedet for at brokke mig og så se, hvad der dukkede op. 

Det viste sig ret hurtigt, at det, der er på spil, er, at der er en del af mig, der er ved at forlade mig – klar til at tage afsted og gøre nytte et andet sted. Det er en del af mig, som har været en rigtig god veninde i mange år.

De seneste par år har jeg dog takket nej mere og mere, når hun har “budt op til dans” og nu er jeg ved at være klar til at slippe hende helt.

Hun sidder ved siden af mig på sin kuffert og bare venter på, at jeg stempler hendes afrejsepapirer – giver slip på hende – så hun kan komme afsted.

Ved at “pytte” i stedet for at brokke, skabte jeg muligheden for, at hun kunne få mig i tale og fortælle mig, at hun ikke skal være her mere. Hun har været en værdifuld støtte gennem meget i mit liv. Jeg ved, hun skal afsted og jeg føler dybt vemod – nu skal jeg klare mig uden hende.

Når jeg slipper hende, gør jeg plads til noget andet, som endnu er ukendt. Det har gjort mig bange og utryg og derfor valgte jeg ubevidst at gemme mig bag brok.

Nu er jeg klar – jeg tager en dyb vejrtrækning, takker, stempler og slipper – fare well, my dear Friend, my Queen ….. my Drama Queen.

Love, Izabela

 

Tak …

Til alle jer, der ved at være eller have været en del af mit liv har givet mig mulighed for at spejle mig i jer og lige så stille blive mere og mere klar over, hvem jeg selv er og hvad jeg indeholder – TAK.

Tak til jer, der tumler med “A lesson is repeated until learned” – I viser mig, hvor jeg er i min egen læring.
Tak til jer, der har været tunge ting igennem og viser jeres styrke – I giver mig modet til at stå ved min egen styrke.
Tak til jer, der lever livet i glæde og kærlighed – I viser mig, at det er en mulighed.
Tak til jer, der viser jeres sårbarhed – I giver mig modet til at stå ved min egen sårbarhed.
Tak til jer, der viser mig kærlighed – I giver mig modet til at elske mig selv.
Tak til jer, der tør være jer selv – I giver mig modet til at stå ved den jeg er.
Tak til jer, der viser mig tillid – I giver mig mulighed for selv at have tillid, både til jer og til mig selv.

En særlig tak til min skønne datter og min dejlige søn – I udfordrer mig ved at spejle alle aspekter af mig selv. Tak fordi I giver mig lov til at elske jer præcis som I er – I viser mig, at ubetinget kærlighed er mulig.

Også en særlig tak til en lille pige, som jeg mødte i den skønneste drøm midt i september for  nu snart et år siden.

Hun var ca 1 år gammel, helt lyshåret, fine tænder og fin hud og udstrålede lys, kærlighed og livsglæde. Jeg præsenterede hende stolt for alle vi mødte og alle synes hun var vidunderlig og anerkendte og elskede hende.

Dagen efter drømmen stod jeg i lufthavnen og skulle hente min datter – der var små lyshårede piger overalt, som bare insisterede på at forbinde sig med mit hjerte. Jeg har aldrig set så mange små yndige piger samlet på et sted før.

Pludselig gik det op for mig, at det var min egen lille indre Izabela, jeg drømte om natten før. Tårene begyndte ligeså stille at trille – der midt i lufthavnen mærkede jeg kærligheden til mig selv med en styrke, som ikke lod sig ignorere.

Da først jeg havde fået indsigten, var lufthavnen som støvsuget for små lyshårede piger. Tænker, at Universet har sendt mig et pænt antal hjælpere for at forstå. TAK.

Selvom oplevelsen nu er næsten et år gammel, tror jeg ikke, at jeg endnu har forstået erkendelsen helt ind i mine celler – alligevel er jeg så taknemmelig.

Pas på dig.
Kærligst Izabela